Cookies -og privatlivspolitik

10 bedste e-handel tips anno 2015

E-handel tips

– Anbefalingerne er målrettet forbrugere

Mere og mere handel foregår over internettet. Det er der mange fordele ved, og hvis du først er blevet bekendt med at handle på nettet, stopper du sandsynligvis ikke foreløbigt. Det er langt lettere at finde netop den vare, du gerne vil have, når du handler på nettet.

Du slipper for at gå i den ene forretning efter den anden og sætte dig til tåls med et kompromis. Der er mange fordele, men der er også nogle faldgrupper. Derfor er det vigtigt at være bevist om sikker e-handel og følge nogle få tips. Her er de 10 bedste tips til e-handel anno 2015, som er gode at skrive bag øret.


1. Undersøg sælgeren. Det er altid en god idé at sikre dig, at den du køber noget af på nettet, er en sikker sælger. Det kan du blandt andet gøre, ved at google firmaet, personen eller lignende først.

2. Tjek at hjemmesiden har et e-mærke. Et e-mærke betyder, at siden bliver administreret af E-handelsfonden, og at den overholder regler om tryghed og etik.

3. Betal med kort. Det er sikrest, hvis du handler med et visa, dankort, mastercard eller lignende fremfor check eller bankoverførsel. Så er det nemlig let at få pengene tilbage, hvis noget går galt.

4. Vær sikker på, at det er den rigtige vare. Det er en god idé at undersøge alt om varen, og sikre dig at der står alle de vigtige ting, så du ikke bliver skuffet, når den ankommer.

5. Tjek leveringsomkostninger. Nogle gange kan det være gemt lidt væk på en hjemmeside, hvad leveringen koster. Derfor er det en god idé at undersøge det, før du betaler for både vare og levering.

6. Husk fortrydelsesretten! Som udgangspunkt har du som køber 14 dages fortrydelsesret, men det er en god idé at sikre dig, at hjemmesiden overholder reglerne, og ikke prøver at snyde uden om.

7. Tjek din konto. Det er en rigtig god idé at tjekke din konto umiddelbart efter købet, så du sikrer dig, at der ikke er blevet hævet for mange penge eller lignende. Jo hurtigere du kan gøre banken eller hjemmesiden opmærksom på det, jo bedre.

8. Husk at være påpasselig med personlige oplysninger. Undersøg altid, hvad siden skriver om brug af dine personlige oplysninger. Hjemmesiden bør altid oplyse om hvorfor og hvilke oplysninger, de har brug for.

9. Gem vigtige dokumenter. Det er en god idé både at gemme bekræftelse, kvittering, din ordre og så videre, så du har dokumenter som bevis, hvis du skal klage.

10. Vær OBS på sikkerhedsniveauet. Når du skal give betalingsoplysninger ud, er det vigtigt at hjemmesiden skriver, hvad de gør for at beskytte dem, så du er sikker på, at de ikke ender i forkerte hænder.